Hej alle.
Det er lang tid siden, at jeg sidst har skrevet et indlæg herinde. Formålet med bloggen, var egentlig også, kun at skrive, når jeg havde noget på hjertet – dét har jeg i dag.
Jeg er ved at tage en masse beslutninger i mit liv, og det hele kommer til, at blive helt nyt.
Jeg er for tiden hele følelsesregisteret igennem, men har det rigtig godt. Jeg er virkelig ved at komme ud på den anden side – troede jeg. Jeg har i weekenden været i København hos mine fantastisk venner, Line og Asger. Da jeg sad og ventede på toget, begyndte jeg, at få den genkendelige fornemmelse igen. Fornemmelsen af, at ingen kunne lide mig, at folk bare spiller skuespil overfor mig og egentlig ikke rigtig gider, at være sammen med mig. Jeg kunne mærke, at jeg følte mig mere og mere kvalt og at jeg skulle prøve, at få mine tanker et andet sted hen. Da toget kommer, går jeg ind for at finde mig en plads. Jeg sætter mig og pludselig mister jeg kontrollen og jeg ved ikke hvad der sker. Jeg begynder at smågræde, hvilket jeg ikke plejer at gøre, udenfor mit hjem. Jeg er ikke klar over hvorfor jeg fik det sådan, men desværre sidder tankerne stadigvæk i mig. Jeg mener stadigvæk, at jeg ikke er noget værd, jeg er utilstrækkelig og ingen gider egentlig at bruge tid sammen med mig.
Jeg håber på, at min fremtid stadigvæk ser lys ud, at der er tale om et enkelt tilfælde og at mine valg, som jeg er ved at træffe, lader mig få en ny start på tilværelsen. Kryds alt hvad krydses kan.
I dag er en speciel dag for mig!
Jeg har været til min sidste session hos min psykolog! Det har været en lang og meget hård rejse for mig.
Første gang jeg satte mine ben inde i samtalerummet, græd jeg med det samme. Jeg nåede kun lige at sige meget stille “Hej. Jeg hedder Rikke” og så græd jeg og jeg kunne ikke stoppe igen.
Da jeg var færdig med første samtale, tog jeg hjem og gik i seng. Jeg var helt udkørt efter min samtale og jeg følte mig som et åbent sår, som lige var blivet kradset op.
De næste samtaler gik bedre og bedre. Selvfølgelig græd jeg stadigvæk, hvis noget ramte mig rigtig hårdt.
I dag har jeg jo som omtalt, haft sidste samtale med min søde og forstående psykolog. Og hold da op. Hun sagde med det samme, jeg kom ind i lokalet “Du stråler! Du ser så godt ud, Rikke!”. Herefter forklarede jeg hende, at jeg simpelthen har fået det SÅ godt! Vi sad og hyggesnakkede en times tid og så kom det til afslutningen på min rejse, som har varet et halvt år hos psykologen, men halvandet år med stress, depression og angst. Min psykolog sagde at “det havde været en fantastisk rejse, at være med på”! Da jeg gik derfra, havde jeg en fornemmelse af, at jeg havde lyst til at græde. Der var to grunde til det.
1. Jeg var meget ked af, at mine samtaler med psykologen skulle stoppe. Hun har forstået mig og hjulpet mig til der, hvor jeg er i dag! Og som jeg sagde til hende “Tusind tak”. Det er så dybtfølt. Hun er den absolutte bedste psykolog, jeg har gået til samtale hos. TUSIND TAK til studenterrådgivningen. Lov mig, at i vil søge hjælp hos en psykolog, hvis i kan mærke, at der er noget galt. Det er et tabu der skal brydes og jeg vil hellere end gerne være fortaler for det og jeg vil også gerne lytte til jer, hvis i har brug for en at snakke med!
2. Jeg gik lidt og smågræd, fordi jeg var glad. Jeg har ikke følt mig så glad i rigtig lang tid.
Jeg vil selvfølgelig fortsætte min blog! Jeg vil komme med forskellige informationer omkring mine diagnoser og hvordan jeg kommer til at leve med det fremadrettet!
Jeg ved, at der er meget stille på min lille blog for tiden. Det hele drejer sig om, at jeg er ved at slappe af. Jeg kobler simpelthen fra, for at kunne afstresse mig selv. Og det går godt!
Derudover vil jeg bare forklare, hvor fantastisk det er, at der er begyndt at være SÅ meget fokus på psykiske lidelser. Det varmer simpelthen mit hjerte og det er så dejligt, at se andre, der kan relatere til hvordan jeg og andre har det.
Senest så jeg et program på Kanal4, som hedder “Slip Angsten”. Her er det kendte danskere, der fortæller om, hvordan de lever med deres angst. Som der blev sagt i afsnittet jeg så “Angst er et tabu, fordi det ikke kan ses udefra” og hold nu op, hvor er det bare rigtigt. Det gælder selvfølgelig alle psykiske sygdomme, men vi skal starte et sted, med at få brudt tabuet.
Min angst er meget underligt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg får oftest panikanfald, men har også social angst.
Når jeg får angst, føles det lidt, som at blive kvalt? Kroppen går i beredskab. Jeg hyperventilerer, får koldsved, bliver svimmel, det sortner for øjnene, jeg bliver tør i munden og jeg forsøger at finde et sted, hvor jeg kan flygte hen. Det er sådan mine panikanfald foregår. Panikanfaldene kommer bare. De bliver oftest udløst af katastrofetanker og disse tanker er jeg desværre god til at skabe.
Mine katastrofetanker omhandler oftest individer jeg holder rigtig meget af, såsom familie, gode venner og selv min hund. Da mine forældre, min bror, svigerinde og min lille “nevø” skulle på ferie, var jeg helt ramt. Jeg var så bange for, at de skulle styrte ned med flyet, at jeg græd i flere dage. Det er ikke noget, som jeg har fortalt til andre, men sådan forholder det sig. Det kan også være venner og veninder, som jeg er bange for at miste. Mine næreste venner betyder nærmest lige så meget for mig, som min familie gør. Derfor kan der også opstå katastrofetanker her. Jeg kæmper oftest en hvis legemsdel ud af bukserne, for at beholde mine venner. Desværre er jeg nået til et punkt nu, hvor jeg bliver nødt til at fravælge de personer, som påvirker mig og mit liv negativt. Venskaber er ikke ensrettede.
Social angsten er lidt anderledes. Det hele udløses af, at jeg ser en person, der kigger på mig og måske kigger lidt underligt på mig. Så begynder jeg at tænke, at det er fordi jeg ser underlig ud. Herfra begynder tankerne at gå amok og jeg får nogenlunde samme symptomer som hos panikangsten. Jeg tænker hele tiden, at alle kigger på mig. Hvis jeg ser folk der griner, er jeg overbevist om, at de griner af mig.
Social angst er en underlig substans. Jeg har altid været meget udadvent og imødekommende. Dette er ændret. Jeg forsøger at flygte, hvis fremmede mennesker prøver at snakke med mig. Det værste er, at jeg jo godt ved, at alle mennesker tror, at alle andre kigger på dem hele tiden. Sådan forholder det sig jo ikke.
Hvis du står i en forsamling med mennesker, tænker alle disse mennesker på “hvad tænker de andre om mig?”, derfor er der ikke særlig fokus på netop én person. Det er denne måde jeg bruger, for at stoppe min social angst. Alle tænker på sig selv og går ikke op i, hvordan du ser ud (overordnet set).
Som overskriften lyder, er jeg fuld af positivitet. Jeg skal prøve at fokusere på mig nu, og mit helbred er vigtigere end så meget andet. Jeg er i bedring og det er kun dejligt.
Det hele virker dejligt for tiden. Jeg får slappet meget af og for sørget for at pleje mig selv og mit sind.
Jeg er stadigvæk meget følelsesmæssigt påvirket af alt, der er sket. Jeg skal bruge meget af min tid nu på, at samle stykkerne af mig selv op igen! Rikke skal samles til et helt menneske igen!
Den største bekymring jeg har, lige nu, er om alt det positive jeg oplever, blot er en ny top, før en ny nedtur. Jeg har de skønneste venner, som støtter mig og en fantastisk familie, der også står bag mig. Jeg er sikker på, at det hele er på vej i en ny og positiv retning for mig. Hvis ikke man har sig selv med, i sine valg, så er de valg ligegyldige.
Der er et stort pres på unge i dag. Ud af grundskolen – evt. efterskole – gymnasiet/handelsskole – universitetet – arbejdsmarkedet. Det pres må samfundet også kunne håndtere! Hvis de vil producere evigt stressede unge mennesker, skal de fortsætte denne sti, men samtidigt også gøre plads til, at mennesker falder – og de lander hårdt!
Hvis ikke samfundet kan gøre plads til, at psyken er en lige så vigtig del af arbejdslivet, som den fysiske tilstand, så må de sænke presset.
Vi ser i stigende grad, at folk glemmer, at andre mennesker også kun er levende individer. Det er en forkert tankegang! Vi bliver nødt til, at kunne hjælpe hinanden for at skabe plads til hinanden!
Hej igen allesammen 🙂
Der har været lidt stille fra mig. Der er en god grund.
Jeg er ved at træffe store valg i mit liv lige nu, og det kommer til at påvirke rigtig meget. Det gør selvfølgelig også, at jeg er rigtig stresset.
Der har været et par episoder på universitetet, der åbenbart ikke har plads nok til mig, som syg. Jeg er også blevet meldt syg til eksaminer, så der nu kan fokuseres på, at JEG får det bedre, i stedet for at universitetet skal tjene penge på en, der ikke engang har overskud til at stå op om morgenen.
Jeg bruger lige nu mit liv på, at holde pause. En pause fra alt det der stresser mig aller mest og det er universitetet.
For dem der ikke ved, hvordan universitetet fungerer, så kan jeg fortælle jer, at det er en institution, som er belastet af meget pres og stress. Det er ikke alle der kan holde til at være konstant stresset og jeg er en af dem. Hvor meget er man villig til at betale for sin uddannelse? og er psyken virkelig den pris der er værd at betale? For mit vedkomne er svaret nej. Det gør mig ikke svag, men jeg er i kontrol med min egen krop og mit eget sind. Jeg ved, at jeg ikke bare skal fortsætte, fordi “det er jo det man gør”? Næh nej. Det bliver, undskyld mit franske, sgu uden mig! Jeg er, i dette øjeblik, ved at tage kontrol over mit eget liv, i stedet for at lade det være styret af stressen, angsten samt depressionen!
For at afslutte overskriften: “I simply call it the bravery of emptiness!”
Hvis i ikke ved, hvor disse sætninger er fra, vil jeg råde jer til at lytte til Kashmir’s ” Surfing Through the Warm Industry”.
Jeg har det allerede meget bedre, efter at jeg har truffet min beslutning. Nu skal Rikke være fokus i mit liv. Jeg skal finde hende igen, for stressen, angsten og depressionen har gemt hende for mig. Hun skal bare findes og det er ved at ske ganske langsomt, heldigvis!
Jeg har haft to rigtig gode dage og jeg håber kun på at det fortsætter! Jeg har i hverfald fået kastet en sten fra mit hjerte, og jeg er stolt af det! Mit livseventyr fortsætter og denne gang bliver det med mig!
